You are currently viewing Cosmic Flash – Nymåne eklipse i Tyren 2022

Cosmic Flash – Nymåne eklipse i Tyren 2022

Beam me up, Scotty

På lørdag den 30/4 har vi den første eklipse i år, der kickstarter eklipsesæsonen på Tyr/Skorpion aksen. Det er på denne akse, at de kommende knap 1,5 års eklipser falder på, mens den nordlige måneknude er i Tyren (og den sydlige i Skorpionen).

Lørdagens Nymåne sker kl. 22.28 på 10º 28´ i Tyrens tegn. Har du personligt planeter, ascendant eller MC omkring 5-15 grader i et af de faste tegn (Tyren, Løven, Skorpionen eller Vandbæreren) kan nymånen være særligt udfordrende for dig.

En Nymåne i Tyrens tegn handler generelt om nye begyndelser og en frisk start omkring temaer, som Tyren hersker over. Det handler på et psykologisk plan om selvværd, tryghed og om hvordan vi nærer os selv. På et konkret fysisk plan kan det handle om de penge, vi tjener og vores materielle værdier. Hvordan det går på den front i dit liv, må du selv tage en vurdering af. Det kan være noget nyt er på vej eller noget skal ændres.

Pt. sker der vilde forandringer i det kollektive med en inflation, der er ved at stikke helt af. Sidst Uranus var i Tyren var fra foråret 1935 til 1942 under bl.a. 2. verdenskrig og den store depression med bl.a. rationeringsmærker m.m. Historien har det med at gentage sig selv, og det ser ikke ud til at det går vores generations næse forbi med de stigende benzinpriser og nu max køb af madolie i flere butikker. Hvad det ender med denne gang, kan være svært at spå om, og hvad vi kollektivt bruger vores vilje til.

Tyren er et fast tegn, og hvis der er noget dens arketype er glad for, så er det tryghed på alle planer. Er der mad nok i skabene? Kan jeg nyde livet, som jeg ønsker? Stabilitet, så alt kan nydes i ro og mag, tak. Stabilitet har ikke ligefrem kendetegnet, de sidste år på jordkloden. Ikke mindst fordi at Uranus gerne rusker lidt (okay meget) op i gammel stagneret energi fra sin udkigspost i Tyren også.

Tyren vil også gerne skabe noget konkret og have at tingene er til at føle på. Gerne noget af god kvalitet. Derfor kan du passende bruge Uranus´ nyskabende og innovative energi til at bygge noget solidt, konkret og bæredygtigt op i dit liv, der kan holde til vilde lynnedslag.

Som med alle andre eklipser kan man opleve vilde forandringer i sit liv i tiden omkring. April måned kommer med forandringsenergi som lovet.

Nymåne eklipse i Tyren den 30. april 2022. Lunaracademy astrolog og numerolog i Silkeborg.

Kan vi mon leve af kærlighed og kildevand?

Ud over samarbejdet fra Sol og Måne med elektriske Uranus på 14 grader i Tyren dannes der også en harmonisk forbindelse til Mars på 11 grader i Fiskene. Mars i Fiskene er ikke særligt udadrettet aktiv. Arbejdet foregår mere indeni for øjeblikket eller i det mindste med noget næstekærligt og humanitært hjælpearbejdsomt. Læs om Mars i Fiskene her.

Aspektet fra Mars til Uranus kan give noget mudder pludseligt (Tyren er jord – Fiskene er vand). Om det netop bliver så konkret, eller om det er energetisk mudder melder historien intet om. Det er alt sammen blot et potentiale som altid. Mars og Uranus i sit ophøjede udtryk kan også handle om at arbejde konkret på noget, der er anderledes og innovativt, som gavner og hjælper menneskeheden som helhed.

Nymåneeklipsen omhandler på sin vis meget omkring arbejde, og hvordan vi handler. Mars er den maskuline side. Han kan også være et udtryk for aggression (med uranus er det pludselige udbrud, hvis der er sådan man vælger at bruge hans energi). Alt energiarbejde handler altid om valg og bevidsthed, så man ikke lader sig forføre af energiernes lavere udtryk.

Venus møder desuden Jupiter i Fiskene, hvor Neptun stadig står kun 3 grader væk. Jupiter handler på sit højeste plan om at give alt til alle altid. Venus er hende der ser. Begge er de to af de velgørende planeter. Dem, hvis energi vi elsker uden at anstrenge os særligt. Men husk at alt kan også blive for meget af det gode. Så spar på flødekagerne og andre dulmende substanser.

Et fint udtryk af Neptun, Venus og Jupiter sammen i Fiskene er en forstærket rummelighed, en enorm kærlighedsevne, særligt høje idealer og en filosofisk tilgang til livet. Alle skal have adgang til det gode liv. Fordi du har fortjent det. Og dig. Og dig. Men på en måde hvorpå det ikke går ud over vores alle sammens Moder Jord. Tyrens arketype elsker jorden, og hvordan kan man andet?

Her lige før Nymånen skifter Merkur tegn til Tvillingerne. Den transit kan du læse om her på bloggen inden så længe.

Imens kan vi jo passende gumle lidt på, hvorfor i al verden, vi har indrettet og fortsætter en verden, hvor nogle har det meste, mens andre intet har. Vi er jo trods alt skaberne af eget liv i mikro og makro perspektiv. Sååå sidder du der ude Robin Hood og vil dele din nutidige version med verden. Be my guest. Mit naive indre barn spørger, hvorfor vi ikke bare printer nogle flere penge. Det har jo alligevel intet hold i virkeligheden og er en menneskeskabt illusion, ligesom landegrænser og alt det andet. På et plan er vi alle et.

God Nymåne Eklipse. Brug energien til at manifestere noget, der føles godt og kommer os alle til glæde og gavn.

Kærligst

Carolina

Kom med i facebook gruppen "Cosmic Powered Living"

Cosmic Powered Living - Facebook gruppe for Cosmic Circles og Lunaracademy

Er du nysgerrig på at arbejde med de kosmiske energier? Så kom med i den lukkede facebookgruppe “Cosmic Powered Living”, hvor du har mulighed for at spørge ind og dele erfaringer og oplevelser med ligesindede. Du er mere end velkommen, kære sjæl.