You are currently viewing Cosmic Flash – Fuldmåne i Tyren 2021

Cosmic Flash – Fuldmåne i Tyren 2021

Eklipse ud, eklipse ind - Hvilke værdier skal med videre?

Så er der igen søvn løse nætter på programmet og tid til krystal badning. Hold din indre varulv i snor, så den ikke æder landsbyen. En månesten kan være god under hovedpuden til at dæmpe den værste månesyge. Vi er i eklipse sæson, hvilket rent teknisk sker når Jorden, Solen og Månen lægger på linje (tre på stribe) og Sol+Måne er tæt på måneknuderne, så der dannes en skygge foran Månen i dette tilfælde. Fuldmåne eklipsen er kun delvis, men særdeles kraftfuld i energien. Den kommende Nymåne i december er total solformørkelse, og kan opleves i det sydligste Australien, Afrika og Amerika.

Denne Fuldmåne eklipse sker på fredag den 19. november på 27º 14’ kl. 09.57. Dette er den 2. i en række af 6 Fuldmåner, der falder på den 27. grad i et tegn. Den første startede med den forrige Fuldmåne på Vægt/Vædder aksen og den sidste sker på Fisk/Jomfru aksen den 18. marts 2022 lige inden det astrologiske nytår (forårsjævndøgn den 20. marts, hvor Solen går i Vædderen).

Tallet 27 handler numerologisk om at tage staven i egen hånd, starte på ny og lede med empati og intuition. At gøre det rigtige, hvor man både tilgodeser sig selv og fællesskabet. Ikke noget med at stresse rundt for at please og heller ikke noget med at jokke på andre for selv at komme forrest i fødekæden. En ansvarlig leder. Fuldmåner handler om kulminationer. En top, der er nået. Fuldmåner er også høstmåne, der hvor alt forarbejdet fra den tidligere nymåne bærer frugt. Månen bliver oplyst af den bevidste Sol. Alle uheldige tendenser kan ikke skjules i det modsatrettede tegn, for Solen sætter spot på alle uhensigtsmæssige mønstre.

Når det nu er eklipse sæson, så kan vi opleve at der sker ændringer i livet nærmest med lynets hast. Ting bliver eklipset ud af og ind i livet, alt til højeste bedste for din fremtidige udvikling (selvom det ikke altid føles sådan i nuet). Noget skal slippes omkring Fuldmåne, og det sker måske som ved et trylleslag. Det er Fuldmåne på speed. Forsøg at føle ind i intensiteten og få bevidstgjort alle de her følelser, der popper frem, inden du springer afsted, som en julegris sluppet fri fra slagterhuset. Find et ståsted og orienter dig. Vil du rigtigt nørde eklipser, kan du finde en eklipsekalender på nettet og dit horoskop frem og tjekke begivenheder tilbage i livet. It may surprice you.

Tilbage til selve Fuldmånen. Vi er på Tyr/Skorpion aksen; en akse vi kommer til at stifte et særligt bekendtskab med de næste 18. måneder, når måneknuderne skifter fra Skytte/Tvilling til Skorpion/Tyr den 23. december. Her på aksen handler det om værdier og ressourcer – egne og andres, sanselighed fysisk og følelsesmæssigt samt ejendom/magt og besiddertrang. Skorpionen i sine lave version ønsker at begære og have magt. Tyren i sit lave udtryk ønsker at eje og besidde. Det er mit. Når alt kommer til alt, kan vi ikke tage vores jordiske besiddelser med os, når vi skal herfra. Så hvorfor er det egentlig, at vi stræber rundt efter den ene nye skat efter den anden? My precious. Pas på besiddertrangen ikke tager overhånd, Joachim von And.

Solen i Skorpionen oplyser gerne alt, der er skjult. Skjulte agendaer, manipulation, skygger og skelletter, der vælter ud af skabene. Tag din indre livskraft tilbage til dig selv og fokusér på den verden, du gerne vil skabe (Tyren). Hvor meget behøver du at eje?

Noget skal dø bort for at noget nyt kan spire frem. Ny vækst. Som i naturen, hvor alt visner væk her i Skorpionens tid, for at noget nyt igen kan gro, når vi kommer til slutningen af april, og Solen i Tyren tager over. I vintertiden er det indre vækst, der er i fokus. De dybe rødder. Står de solidt? Er fundamentet i orden til at kunne bære en større krone på træet, når bladene folder sig ud til foråret, eller bukker du under for vægten? Sørg for at skabe dig et solidt fundament, men vær ikke for besidderisk. Del dine gaver.

Når vi taler værdier på Tyr/Skorpion aksen kommer vi ikke uden om økonomi. Skorpionen hersker over andres værdier, skat, bankvæsenet og den slags. Tyren over dine egne. Hvor er du måske for ødsel med dine værdier? Skal du absolut have 50 par Gucci sko, mens naboen sulter? Det er skam også balancen mellem det fysiske og det følelsesmæssige. Det sanselige og det, du kun fornemmer i det usynlige felt. Dækker dit behov for at (overdrive) ejendom over en indre utryghed. Er der noget, der gemmer sig i dit skjulte underbevidste? Har du værdier at dele ud af Robin Hood? Og ikke mindst vil du? Du kan i sandhed, hverken eje nogen eller noget.

Solen står sammen med Merkur (de to har haft forbindelse i noget tid nu). Tag de dybe samtaler. Gå dybt ind i dine egne tankegange. Sig hvad du mærker og føler. Find ind til kernen af den, du er. Skorpionen giver evnen til at bore dybt.

Horoskopet for fuldmåne eklipsen tyren /Skorpionen 2021

Lykke og glæde skal deles, der er nok til alle altid. Kærligst Jupiter

Fuldmånen er i kvadrat til Jupiter heldet og lykkens planet. Overflodens planet. Der er rigeligt til alle altid, siger Jupiter, men hvis nogen sidder på pengetanken og pengepurre, så kommer der ubalance. Så det handler om at dele de ressourcer, vi har, mellem os. At skabe en bæredygtig økonomi for fremtiden (Jupiter er i den fremsynede Vandbærer). Det handler om liv, død og genfødsel. Hvad er etisk korrekt? Det ”rigtige” føles godt i sjælen og i hjertet. Dit indre barometer, der viser retningen til sand lykke.

Et sted i verden er der nogle, der dør af sult; mest af alt fordi den vestlige rige verden gerne udnytter andres ressourcer for at kunne sidde højt oppe på sin bakketop i sit 1000 kvm store palæ og se ned på undersåtterne, der farer rundt som ånder i mere bemidledes personlige flasker, for at få enderne til at hænge sammen. Hvad skulle det være, herre? Det sker også i vores samfund. Mikrokosmos og makrokosmos. Det er på tide at slippe ånden fri. At sætte mennesker fri. Sæt dig selv fri.

Vi er stadigt ikke kommet meget længere end dengang, hvor det var konger og baroner, der styrede verden og de som var mindre bemidlede, måtte bukke sig i støvet. Ofte er der mere hjerterum nede på jorden, og da modpolen til Jupiters placering i Vandbæreren ligger i Løvens tegn, der i sit højeste udtryk, er det mest generøse af alle tegnene, så er det at dele med andre fra hjertet en vej til balance.

Giver din ejendom og dine fysiske værdier dig det, som du egentlig ønsker dig? Er lykken at have, hvis der ingen er til at dele glæden med dig? Lykke og glæde bliver modsat konkrete værdier ikke mindre af at blive delt, men vokser til stadighed. Når lykke og glæde deles mellem mennesker bliver 2+2 pludseligt til 5.

Venus i Stenbukken er samtidigt under Fuldmånen i trigon til Uranus i Tyren. Omfordeling af ressourcer? Pludselige? Hvordan det tager sig ud i virkeligheden kan man kun spå om, men energien er til stede. Uranus er pludselighedens mester, Venus er vores værdier (hun hersker i Tyren).

Venus og Uranus sammen kan også give en fornemmelse for særlige værdier. Unikke ting. Tænk hvis alle skabte deres egne helt særlige ting, og vi støttede dem med vores ressourcer, i stedet for at gå mainstream på nettet i jagt efter endnu en Kaj Bojesen abe eller Kähler Vase hos et eller andet stormagasin med et ugennemskueligt bagland af storbaroner og baronesser.

Tænk hvis at vi i fællesskab støttede hinanden og lod de små virksomheders kreativitet blomstre; ikke fordi de har 100 reklamer på tv, men fordi at Bente, henne fra nabogården, laver marmelade, så fuglene synger drysset med kærlighed af egne bær fra haven. Og bevares hun har ikke et industrikøkken, men husker at vaske fingre og skolde glassene. Hvorfor tillader vi, at staten og en lille procentdel har så meget magt, at vi mister vores kreative udtryk, fordi vi drukner i regler, inden vi kan komme i gang? Det er måske en anden snak. Men det du støtter består. Køb dine julegaver lokalt.

Desuden kan Venus og Uranus give en særlig trang til en helt speciel kærlighed og værdsættelse af frihed. Ikke mindst friheden til at være unik. Lad andre være dem og lad dig være dig. Se værdien i forskelligheden og mangfoldigheden.

Man kunne skrive meget mere om den her eklipse, men det må være nok for nu. Jeg prøver at beherske min filosofiske Merkur/Jupiter ting, selvom begrænsningens kunst næppe er min stærke side.

Må Fuldmånen kaste lys over dine skygger.

Kærligst

Carolina