The Battle of Words – pust ikke til ilden
I morgen skifter Mars fra den langsomme men stærke Tyr til Tvillingernes flyvende lufttegn. Det er tankerne, og de er alle steder. Vi får fornøjelsen af denne transit helt frem til den 25. marts 2023. Hele syv måneder. Mars hænger sjældent så længe i samme tegn, men det sker knap hvert andet år pga. hans retrograd. Sidst han gik retrograd var i Vædderens tegn i efterår/vinter 2020-21.
Retrograder giver os altid lige en chance til, men betyder også ofte at første forsøg ikke sad lige i skabet. Så de næste måneder er forsøg et. Fra den 30. oktober stationerer Mars og går retrograd fra 25º 36’ i Tvillingerne. Hen over vintermånederne, når han tilbage til 08º 07’ og den 12. januar 2023 slår han bremsen i for igen at sætte vind i alle sejl.
Når han starter op igen er det med flyvende fremdrift i en luftig stortrigon med den skønne ungmø Venus i Vandbæreren og en konjunktion mellem Ceres og Makemake i Vægten. Det er luft med luft på. Idéer, tanker og information. Luftkastellet, der sprænges. Stå selv. Tænk egne tanker og træf egne valg. Hvilke der skal handles på er op til dig? Det er dig, der høster, som du sår.
Den tid den glæde. Indtil da har vi jordboer noget at lære. Tvillingernes tegn er tegnet for lærdom og grundskole. 1. klasses undervisning får vi indtil foråret 2023.
Hvor mange bolde kan man have i luften ad gangen?
Når Mars er her i Tvillingernes mangfoldige tegn, så forvandles han til The Multitasker. Begrebet mange bolde i luften må helt sikkert være opfundet af en Mars i Tvillingerne type. Så hvis du skal ud og jonglere med et par bolde, samtidig med at du sender en mail og synger en sang i fælleshuset, så er det nu, der er medvind på den slags. Eller i hvert fald vigtig lærdom at hente.
Det kan dog blive en udfordring at få afsluttet projekterne, så se frem til et halvt års tid med en del mulighed for unfinished business. Vi kan altid afslutte senere, når energien er til den slags. Mars starter ting, så er det op til nogle af de andre at hjælpe os til at fuldføre fx Saturn.
Selvom jeg ynder at ”always look at the bright side of life”, så er Mars i Tvillingerne ikke nødvendigvis bare en balletdans på rosenrøde roser. Han er jo ikke himlens krigsplanet for ingenting. Som en arrig gravhund med hang til hæle og knæhaser, kan Mars give lidt støj og friktion på telefonlinjen.
Tvillingernes tegn er jo det sociale, kommunikerende og nysgerrige tegn, der gerne vil se, hvad der er her og der. Hvordan ting virker og sådan noget. The Questionaire. Hvis man ikke spørger, får man intet svar. Og nej der findes ingen dumme spørgsmål, kun tåbelige klaphatte, der ikke har forstand til at give et fornuftigt svar, man kan bruge til noget. Var Mars i Tvillingerne en medfødt gave, man havde i fødselshoroskopet, kunne man nemt blive journalist med en skarp fyldepen. Sådan en ”tør hvor andre tier” en af slagsen. I det mindste en der taler eller måske lever af at tale. Meget….
Hav et velfyldt lager af bolcher, der kan sørge for en velsmurt hals. Stemmebåndet bør være spændt godt op og snakketøjet strøget og klar til kamp. De bonede gulve risikerer at få dybe furer, for det er ikke ligefrem tålmodigheden, der kendetegner Mars i Tvillingerne. Som en rastløs væddeløbshest på stald, kan der vades frem og tilbage, mens furene i både pande og gulv bliver dybere og dybere. Sørg for mulighed for at komme ud og løbe frit, tænke frit og generelt holde dig i bevægelse. Stillesidning er ikke forventeligt med mindre hjerneaktiviteten er stimuleret i passende mængder.
Think now - act now.
Der er ikke langt fra tanke til handling. Hans energi prikker til konkurrence mindsettet, og viljen er stor. Som en raket skyder han sig afsted og er måske lidt for hurtig til sit eget bedste. Men skal man botte pander med andre vædder/mars prægede banditter, så skal man stå tidligt op om morgenen. Det gælder om at komme først til tasterne. Så er spørgsmålet jo så om det, at vinde skænderierne, er en fordel i længden. Måske. Måske ikke. Det er jo Tvillingernes tosidede tegn. Der er altid en modsætning, en bagside eller en polaritet. Det er jo os det hele i sidste ende. Vi er jeg, og jeg er du.
Hvor den feminine udgave Venus i Tvillingerne er den sociale sommerfugl er maskuline Mars mere den sociale hveps. Stikkende og penetrerende. Der gås til makronerne. Om det er den gode Tvilling eller den ”onde” Tvilling, vi møder, afhænger nok af dagsformen.
For os der ikke har denne energi medfødt i vores fødsels horoskop, kan vi med fordel alligevel tappe ind i energien og nyde godt af de balancerede Mars i Tvillingerne udtryk. Udover det kan vi forsøge at tage ved lære af de mere hensigtsmæssige udgaver. Vil du vide, hvor Mars er på langtidsvisit i dit horoskop, så se hvilket hus du har i Tvilingernes tegn (ellers aflæg astrologen et besøg – Klik her for en Soulastrology Session). Det vil være det livsområde, Mars sætter gang i og tager sin retrograd her henover det næste halve års tid. Der vil nok være en del aktivitet i dette område indtil retrograden og igen efter.
Du kan tilpasse dig den kommende retrograd en smule ved at få planlagt forskellige Mars i Tvillingerne agtige ting på forhånd. Nu kan man jo ikke kontrollere alting, selv om det for skorpionske og plutoniske mennesker måtte synes at være det mest naturlige i det mindste at give et kvalificeret forsøg. Force Majeure kan man ikke holde for.
Vi kan godt blive lidt flade i energien under Mars retrograd, og der kan komme modvind på cykelstien henover vinteren. Som at gå på et løbebånd, der bringer en ingensteder hen. Men en anelse vestenmodvind giver stærkere muller i bentøjet.” De stærkeste rødder har træer i blæst”, skrives der i den smukke linedanser sang. Planen er, at planen er lidt til den sløve side, og planer kan gå i vasken. Indre frustration kan forekomme på den konto, så er du beredt på ægte spejder manér.
Let the games begin.
Kærligst
Carolina
Kom med i facebook gruppen "Cosmic Powered Living"
Arbejder du med selvudvikling, har du oplevet en spirituel opvågning, eller er du bare en nysgerrig sjæl på rejse? Vil du tage det hele et kosmisk tak op i vibrations niveau og dele med ligesindede?
Så kom med i den lukkede facebookgruppe “Cosmic Powered Living”, hvor der deles spirituelle oplevelser, erfaringer med forskelligt energi værktøj som krystaller, essentielle olier, numerologi, astrologi, sjælerejser og meget andet, som det kommer dumpende fra himlen.
Hver uge er der “Ugens magiske kort#, hvor jeg kanaliserer 3 budskaber til den kommende uge. Det er hver lørdag – med mindre livet kommer i vejen, så rykkes det til søndag.
Der er hverken adgangskrav eller dresscode. Blot du er nysgerrig, åben og villig til at holde vibrationerne oppe.
Du er mere end velkommen til at dele din livsrejse med os andre eller blot være med på en lytter, kæreste du.