You are currently viewing Cosmic Flash – Venus i Vægten 2022

Cosmic Flash – Venus i Vægten 2022

Indre balance spejler sig i det ydre

Venus skifter til Vægtens tegn i dag den 29. september, hvor hun tager ophold nogle uger indtil den 23. oktober. Venus i Vægten er både kunstnerisk og forstår sig naturligt på at sammensætte former og farver. Hun er stilfuld og graciøs – på en mere moden måde end, når hun fx er i Løven, hvor fokus er mere pomp og pragt.

I Vægtens tegn er det alt fra smukke blomsteranretninger til harmoniske opstillinger af interiør og den slags, der optager hendes skarpe blik. Hendes fornemmelse for, hvornår noget er for meget, og hvornår det er for lidt er fintfølende. Nuancerne mellem shiitake beige og parchment beige er nemt at se for hendes indre øje.

Hun trives ikke i disharmoni og må tillære sig at tage en konfrontation for, at harmonien kan blomstre naturligt. Det er jo Vægtens tegn, så ligevægt og balance er vigtige nøgleord. Ligeværdighed ikke mindst. Venus repræsenterer vores værdighed og selvværd, og når hun er i Vægtens tegn handler det om, at både os selv og vores modstykke har lige meget værdi.

Vi må smide maskerne og blive nøgne i spejlet. Vægtens tegn handler også om relationer, partnerskaber og ægteskaber. Det er i 1-1 relationerne, at vi virkeligt udvikler os meget. Den anden fungerer som et konstant spejl. Det kan være nemt at fortabe sig i spejlet og miste sig selv for en stund i lyset af det guddommelige modstykke. Soulmates og twinflames, der virker som en balancerende og harmoniserende modvægt til egne fejl og mangler. Indtil man til sidst er både forgabt og fortabt og har brug for at finde sig selv igen.

Venus i Vægten er naturligt charmerende og likeable. Hun formår at bevæge sig graciøst i blandt mennesker og skaber helst ikke en scene. Hun er ”the keeping up the appearences” queen over dem alle. Maskerne må bevares, man skulle jo nødig forstyrre husfreden. Venus er for verdensfred. Alt andet giver ingen mening for hende.

Vægtens tegn er også porten til den indre vej. Her hvor sjælen og den guddommelige vilje bliver en vigtig del af vores færd på jorden. Her må vi træffe valget, og det er ikke altid Venus´ stærke side her i Vægten. Det er en udviklingsrejse, hvor den ægte harmoni må tage bolig i sjælens hus. En balance mellem det indre liv og det ydre liv må skabes og fremelskes. Den form for harmoni vil hun elske endnu dybere end noget andet ydre forhold. Når forholdet til hende selv er i balance, da vil den ydre verden matche op.

Venus i Vægten er specialist i at finde de rette proportioner. Læs om astrologi hos Lunaracademy.

Vejen til oplysning er ikke kun let og kærlig

Gennem sin rejse gennem Vægtens tegn møder Venus flere planeter og danner aspekt til en række andre. Jeg gennemgår hovedoverskrifterne her.

Allerede i begyndelsen af rejsen er hun påvirket af Solen, retrograde Merkur i Jomfruen og Makemake, der peger på, at hun må finde sin egen indre balance. At bevidstgøre sit indre selv, så det kan udleves i det ydre.

Overfor er både Jupiter i Vædderen og Neptun i Fiskene. Jupiter er overdrivelsens mester, som kan få alt til at virke større end det er. Retfærdigheden er smuk, når man anskuer fra et højere perspektiv, hvilket er Jupiters speciale. At forstå hvorfor noget er, som det er. At kunne se gennem sløret. Aspektet kan være svær at mestre grundet sin modsatrettede energi fra de modstående tegn. I sit ophøjede udtryk er det den gode giver, der giver af et rent hjerte. Rubina Hood.

Neptuns indflydelse kommer med universel kærlighed, men dette kan også være svært, som tiderne er. Det er sjæleforbindelser og måske guddommelig umulig kærlighed, der er på tale her. Et aspekt, der allerede har peaket, som nu er aftagende. Drømmeprinsen kom måske ikke som kaldet, men alting sker af en årsag. Universets tandhjul kører videre, og drømmene lever stadig.

Pluto er også stadig en aktiv influencer i forholdet til at arbejde med selvværdet og denne indflydelse kommer igen midt i oktober. Det kan også være den dybeste altopslugende kærlighed. Den slags der er ”to die for”. Først må selvaccepten være på plads.

Fra midt oktober kommer Saturn med sin visdom og erfaring på banen. Der må arbejdes for sagen. Begrænsninger på værdierne i en eller anden form, hvad end det er af psykologisk karakter, eller at det manifesterer sig yderligere i den virkelige verden. Det at vælge at slå pjalterne sammen er ganske alvorligt, og grundende kan være mange. Det er for life, for evigt og evigt. Som to gamle turtelduer, der aldrig viger fra hinandens side. Astrologien har mange ansigter.

Venus i Vægten elsker forelskelser. Det handler om det indre ægteskab. Læs om astrologi hos Lunaracademy.

Venus´ maskuline modstykke Mars kommer med godgørende energi også fra midt i oktober. Maskulin og feminin energi i forening. Der dannes en luftig stortrigon, hvor tankerne kan køre i ring. Valg må træffes. Vi beslutter selv, hvad vi giver liv til, og hvilken energi vi lægger for dagen. Det er livet, der leves. Dualiteternes verden, der skal mestres. Den indre mand og den indre kvindes evige dans. Det er det guddommelige indre ægteskab, der må fuldbyrdes.

Se i dit horoskop, hvilket hus Vægten hersker over, det vil være her Venus udstråler sin godgørende kærlighed den næste måneds tid. Sidste gang Venus var i Vægtens tegn var fra midt august til ca. midt september 2021. Hun er her ca. en gang om året.

Vær opmærksom på ubalancerede pleasertendenser, der kan opstå, men fokuser gerne på at skabe smukke harmoniske omgivelser omkring dig i alle lag – blot ikke for enhver pris.

Kærligst

Carolina

Nyhed hos Lunaracademy

De fineste og mest elegante smykker fremstillet i lækre højtvibrerende krystaller.
Håndlavet i Danmark af den unge danske smykkedesigner Phine Pii Smykker.