The future is near
Når Merkur har nået toppen af Stenbukkens bjerg på søndag den 2. januar lige i rap af nymånen i Stenbukken, så er det tid til at kigge fremad med de store universelle briller på – til trods for Plutos stadige tag i hattefjerene. Merkur får et kvikt og luftigt indspark, og der kan komme fikse idéer ud fra det tilsyneladende intet. Kosmiske downloads kan lande, men hvordan de lander her nede på jorden, kan Merkur ikke rigtigt tage sig af. Det må der være folk til.
Fornøjelsen er dog ikke helt på Merkurs side i forhold til Vandbærerens ellers så frie og faste principper. Ikke nok med at Pluto i Stenbukken ikke vil slippe sit tag, så står Saturn også klar på den anden side med foldede arme og beder om, at der manes til ansvarlighed. Der må være grænser for den fremsynede galskab. Har du nu tænkt dig grundigt om knægt? Du har lige haft tre ugers intensiv træning på mit Stenbukkebjerg med Pluto som oversergent. Gå lige tilbage og læs op på lektien… (Snak om at føle sig slået hjem i Ludo).
Allerede den 14. januar tager Merkur nemlig lige turen tilbage fra 10º 20’ i Vandbæreren. Årets første Merkur retrograd. Måske han glemte noget indlæring og vilje hos Pluto i Stenbukken, der lige skal have et ekstra eftersyn. I hvert fald kan vi igen skulle døjes med teknikken, der driller. Transporten, der er forsinket. Kontrakter, der måske lige kræver de stærke læsebriller for at få alt det med småt ordentligt ind på øverste etage. Same old story as always.
All aboard - prepare for lift off
Merkur starter flyvefjerene på full speed ahead den 3. februar, men der går lige indtil den 24. februar, før vi igen er tilbage ved 0-punktet (eller 10º 20’ for at være korrekt). Ajaj kaptajn Saturn. Ordnung muss sein. Her når Merkur så inden for den store grænsesætters radius og må i gang med lektielæsningen inden den store prøve.
Den 2. marts skal Merkur eksamineres hos rektor Saturn på 19º 00’ i Vandbæreren og skal have karakterer for sine (forhåbentligt) gode nyskabende idéer med både struktur og realitetssans bag tankegangen. Samme dag er der nymåne i Fiskene, og Jupiter er begyndt indsejlingen til dansen med Neptun. Denne dag byder på himmelske begivenheder nok, som jeg kommer ind på, når vi nærmer os.
Merkur tilslutter sig dykkerfesten i Fiskenes havnebassin den 10. marts, og når kun lige at få knap to dage alene i Vandbæreren uden skolegårds opsyn af hverken Pluto eller Saturn denne gang. Den 8. og 9. marts kan gå hen og blive højtflyvende på Merkur fronten. Så skriv dig disse datoer bag ørene.
Mens Merkur er i Vandbæreren kan du passende opfinde nye måder at gøre tingene på. Vandbæreren kan være en særligt dygtig systemtænker. Lær om de universelle love. Og det er altså Universets store lovbog – ikke de små trivielle detaljer. Kommunikationen kan være skarp og rygende intelligent; det er jo Uranus´ tegn vi har gang i. Og han holder skarpt øje ca. 90 grader væk fra sin udkigspost i Tyren i håb om, at der snart kan ske en revolution.
Og så går der et års tid, før vi alle får glæde af Merkur her igen.
Så tænk stort, tænk fremad.
Kærligst
Carolina
Få E-bogen "Cosmic Flash - 2022 edition" med det kommende års numerologiske energier kvit og frit, når du tilmelder dig nyhedsbrevet.
Tilmeld dig Lunaracademy Vibrations lige her.
Du modtager efterfølgende e-bogen i din indbakke.
Dit privatliv er dit. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen med et enkelt klik. Ingen spam, kun høje vibrationer, tips til din spirituelle udvikling og energiopdateringer fra stjerner og tal.
Cosmic Flash – 2022 Edition værdi: 149,-