Air Force Mars is airborn
Det er så yndigt at følges ad. Mars skifter til Vandbæreren sammen med Venus søndag den 6. marts, hvor han får luft under futterne indtil den 15. april. Med Mars i Vandbærerens høje luftlag kan vi forvente ild på tankeplanet.
Mars og Venus går egne veje. Det hele er nyt og spændende – uforudsigeligt. Fagre nye verden efter transformationsmødet med Pluto.
Mars i Vandbæreren er fri og uafhængig – or else – kan Mars vise sit kampgejstlige ansigt. Kampen for frihed og for det nye. Mars er både vores indre kriger, det maskuline, men også den måde vi arbejder på. Han er vores power til at få noget udrettet. Udad, fremad, nu. Utålmodigheden selv og en energi, der er klart bedst på den korte bane til sprint. Mars kan rigtigt sætte i gang, men er sjældent den energi, vi fuldfører med.
Når der kommer en idé, skal der handles, og det er nu blev der sagt. Mars´ utålmodighed i en cocktail med Vandbærerens store behov for at udføre de visionære idéer kan gå lidt over gevind. Nu følges han med den feminine Venus, der også vil være med, så han har ikke helt frit lejde. Saturn står også og tager imod som stopklods og bremser ned for Mars højetflyvende idéer.
”Ikke så stærkt lille ven, her løber vi ikke i skolegården”, brummer Saturn, der sagtens kan styre sådan en lille Speedy Gonzales. ”Jamen jeg skal bare lige…” fremstammer Mars. ”Der er ikke noget bare lige her. Næ knægt, ansvar og ordentlighed ved du nok”, mukker Saturn i skægget.
Men mon ikke Mars finder en kreativ måde at omgås Saturns til tider rigide regler, så der kan komme lidt gang i gaden, og han kan mødes med smukke Venus omme bag gymnastiksalen inden timen starter. Lær lektien og find en måde at omgås reglerne på uden at bryde dem. Vandbærerens energi kan det shit.
Breaking the rules, doesn´t come free
Er der en regel, der ikke giver mening, så er den til for at blive lavet om på. Især i ugen efter Pluto har sluppet danner Mars og Venus kvadrat til rebelske Uranus, der godt kan bringe Mars lidt i uføre. Mars er jo impulsiv nok i sig selv, men med indflydelse af pludselighedens rebelske Uranus kan han let komme ud, hvor han ikke kan bunde i en fart. Hold temperamentet i skak.
Det er omkring den 20. marts at sagens barske realiteter for alvor begynder at falde ind, og så skal Mars ellers rigtigt på rektors kontor til eftersidning for alle sine kække idéer og svinkeærinder, mens Venus skynder sig at snige sig videre og væk fra balladen. Romeo og Julie blev opdaget, inden de tog det næste fly til Las Vegas i denne omgang.
Mars skal lære om disciplin og udholdenhed, så han ikke kun kan vinde sprint, men også på den længere bane. Modenhed, sønnike. Man får den mængde frihed man kan tage ansvar for. Saturns formanende ord er skam heller ikke bare for at være en pain in the *ss, men vi bor på en klode, hvor konsekvens er en del af læringen. Den regel kan ikke ændres.
Mars hænger ud i Saturns detention, indtil lektien er lært. Eftersidningen når højdepunktet den 5. april, hvor Venus skifter tegn til Fiskene. Herefter slækker Saturn lidt efter lidt på reglerne, og Mars får igen noget frihed. Så må vi se, hvordan det går.
For at få det fuld udbytte af historien, så læs også indlægget om Venus i Vandbæreren her.
Kærligst
Carolina
Få E-bogen "Cosmic Flash - 2022 edition" med det kommende års numerologiske energier kvit og frit, når du tilmelder dig nyhedsbrevet.
Tilmeld dig Lunaracademy Vibrations lige her.
Du modtager efterfølgende e-bogen i din indbakke.
Dit privatliv er dit. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen med et enkelt klik. Ingen spam, kun høje vibrationer, tips til din spirituelle udvikling og energiopdateringer fra stjerner og tal.
Cosmic Flash – 2022 Edition værdi: 149,-